Gyldendal 2017. Hardback, 124 sider. Udgået bibliotekseksemplar.
Litteraturkritikeren og forfatteren Torben Brostrøm ser i en
række intense erindringsglimt i kortprosaform tilbage på tildragelser og
oplevelser gennem livet og frem til den uafvendelige død. Hovedtemaet er alderdom, men selvfølgelig, når det drejer sig om Torben
Brostrøm, med konstante referencer til litteraturen, som har været det
absolutte centrum i hans liv, arbejdsmæssigt og personligt. Forfattere
som Johs. V. Jensen, Halfdan Rasmussen, J.P. Jacobsen, Henrik
Pontoppidan, Inger Christensen, Klaus Rifbjerg, Kirsten Thorup, Calvino,
Rilke, Dostojevskij, Tolstoj, Proust, Voltaire, Emily Dickinson og Max
Frisch har beskæftiget sig med alderdommens grundvilkår, dette at være
nær en skillelinje for ikke at sige at stå i skellet mellem liv og død.
Med erfaret kendskab til kødets skrøbelighed, til kirkegårde, sygdom og
hospitaler ser man som meget gammel verden i et nyt lys, man sanser - i
sin afmagt - mere intenst, fanger nuets åbenbaringer, sætter pris på
kærligheden til de nære og skifter lange rejser ud med vandringer i
nabolaget.