Kristeligt Dagblad 2021. Heftet, 327 sider. Pænt, nyt eksemplar
Renæssancen associerer vi med prægtig kunst, arkitektur og
grundlæggelsen af moderne videnskab. Perioden fra midten af 1500-tallet
til midten af 1600-tallet var således rig på ånd – men også på
bestialitet i form af hekseprocesser, der sendte i tusindvis af kvinder
på bålet i Europa. Overraskende nok var det ikke gammel folkelig
overtro, som drev disse udrensninger, men tværtimod den moderne
videnskab, der var besat af magi, astronomi, matematik, astrologi og
alkymi. Kongen og trolddommen Christian 4. var ingen
undtagelse. Selv flirtede han med den hvide, legitime magi og blev
stadig mere overbevist om den sorte magis skadelige virkninger. Han
regerede fra 1588 til 1648 og udsendte i 1617 sin trolddomsforordning,
som fremover skulle straffe de trolde og hekse, som havde fjernet sig
fra kristendommen og stillet sig til rådighed for djævelen. Loven, der
skulle legitimere hekseprocesserne, var hermed på plads. Nu manglede han
blot at udøve den. Hertil skulle en skikkelse som Albret Skeel vise sig
at være den perfekte hofmand. Skeel (1572-1639) var højadelig og
nevø af Tycho Brahe – en af den moderne videnskabs fremmeste forkæmpere.
Som barn og ung fik Skeel den bedste skolegang og dannelse ved hoffet i
ind- og udland. Han var belæst, beherskede adskillige sprog og kom
efterhånden tæt på kongen. Christian 4. betroede i 1601 Skeel et af
landets fineste embeder som lensmand i Ribe. Heksene og den
perfekte hofmand tegner et levende og sanseligt billede af Ribe som en
velstående og driftig handelsby med internationalt udsyn og
intellektuelle traditioner. Men over byens 4000 indbyggere hvilede en
skygge: Som en af de få købstæder i kongeriget havde Ribe vedvarende
trolddomsprocesser fra 1572 til 1652; torturen og henrettelserne var
særligt slemme her – det ved man fra de velbevarede sagsakter med
udførlige vidneudsagn fra de anklagede kvinder. Den
forheksede by Den nye lensmand på Riberhus Albret var ingen slet person
– Skeel var en dygtig administrator og systemets mand. På sit slot
førte han et overdådigt og festligt liv. I årene 1610-15 blev fem
kvinder anklaget for trolddom på baggrund af rygter eller angivelser.
Lensmandens rolle var tilbagetrukken – han blev først og fremmest
konsulteret for sin teoretiske viden fra tidens omfattende litteratur om
emnet og skulle sikre, at beskyldninger om trolddom blev prøvet i
retten. Heksene og den perfekte hofmand åbner med udgangspunkt i Ribes
berømte hekseprocesser for en grusom og myteomspunden periode i
danmarkshistorien. Bogen viser, hvordan de jagede kvinder oftest var
overbevist om egne magiske kræfter og evner. De var rapkæftede,
handlekraftige og snarrådige. Samfundet gjorde gerne brug af deres evner
som kloge koner, men hvis høsten slog fejl, eller et barn blev ramt af
sygdom, kunne de pludselig risikere at blive holdt ansvarlige. Straffen
blev legitimeret af selve kongen og hans udsendte. Kirken og dens
præster spillede aldrig nogen større rolle i processerne. Forfatterens
skelsættende pointe er, at opgøret med troen på hekse tværtimod
begyndte, da først tyske og siden danske teologer appellerede til, at
det enkelte menneske måtte lære at se indad og forstå egne fejl og
mangler frem for at søge ydre forklaringer på al ulykke.