Hovedland 2008. Hardback, 200 sider.
Sven Tveskægs eftermæle har været meget ´på-den-ene-side,
på-den-anden-side´. Det afspejler sandsynligvis, at Sven har været et
splidfyldt og ganske sammensat menneske. Han førte flere krige end noget
andet dansk statsoverhoved og blev af sine samtidige på én og samme tid
beundret for sine bedrifter og kaldt ´et uhyre af ondskab´. Poul
Skaanings bog om Sven er samtidig beretningen om Danmarkshistoriens
største faderopgør, nemlig kampen mellem Harald Blåtand og Sven Tveskæg.
Faderopgøret fik enorme konsekvenser og førte bl.a. til erobringen af
England. Det er det dominerende tema i historikeren Poul Skaanings bog. Som
Nordens krigerkonge organiserede Sven vikingetogter, først mod Stade
ved Elben senere mod England, hvor udfaldene gradvist udviklede sig til
en erobringskrig, I bogen sandsynliggør Skaaning i øvrigt, at de seks
trelleborge, som der har været mange teorier om, har skullet tjene som
beskyttelse for ledingflåden. Poul Skaaning fortsætter i Sven
Tveskæg, hvor han slap i Vikingestormen mod Vesteuropa, 2006. Ved at
sætte vikingetiden i et større perspektiv og samtidig krydre
beretningerne med beskrivelser af vikingekongernes taktiske og politiske
bedrifter lader forfatteren læseren komme tættere på en svunden tid.
Det engelske imperium var ikke slut med Sven Tveskæg. Med sig på sin
sidste rejse havde Sven sin 16-årige søn Knud - den senere Knud den
Store. Med register, litteraturliste og engelsk ´summary´.