Gyldendal 2017. Hardback, 163 sider
"Efter
at Mesterlære udkom i 2011, er der sket mange afgørende ting i mit liv.
Jeg kan se, hvordan forestillingen om det gode, det højere og den
bedste udgave af mig selv har været en drivkraft, men også hvordan den
forestilling har skabt fjendskab i mit eget liv. Bogen handler om, hvordan jeg er kommet til forsoning med mig selv – fred i eget hus. Og om efter et langt liv at have fundet et nyt syn på kærlighed."
Sådan skrev musikeren Peter Bastian, en uge før han døde efter flere års sygdom, 73 år gammel. Ordene
faldt som en indledning til denne bog, der gengiver Bastians
begejstring og forundring over at være nået frem til en tro på at være
altid allerede elsket. Et tankevækkende indblik i et menneskes inderlige
længsel efter kærlighed. Bogen blev til ved en samtale på
Arresødal Hospice, hvor forfatteren Tor Nørretranders var på besøg 11
dage før Peter Bastians død. De to venner talte sig gennem alt det,
Peter Bastian havde på hjerte. En let redigeret båndudskrift blev
til bogens tekst. Bogens billeder er udvalgt af Lars H.U.G. blandt
tegninger og malerier udført af Peter Bastian gennem et langt liv.