Aarhus Universitetsforlag 2023. Hardback, 568 sider. Stort format.
Danmarks byer spillede en nøglerolle i forandringerne af det danske
samfund fra 1550 til 1850, det vil sige fra omkring Reformationen frem
til industrialiseringen. Nye, protestantiske institutioner voksede frem
sammen med en styrket og snart enevældig kongemagt. Krige og kriser
bremsede købstædernes vækst, mens København voksede som hovedstad for
den samlede helstat. Da den krakelerede med Napoleonskrigene, ramte en
afmatning København, mens provinsbyerne oplevede en opblomstring, der
formede grundstammen i det system af byer, vi kender i dag. Byerne
formidlede nye impulser udefra, og uddannelsessteder og bogtrykkerier
gjorde dem til omdrejningspunkter for tidens videnskabelige, kulturelle
og kunstneriske udvikling. Centralt i det hele stod de mennesker, der
levede i byerne. Så forskellige de var fra læredreng til borgerfrue, fra
indfødt tjenestepige til schweizisk konditor, fra stolt håndværksmester
til arbejdsom spindekone. Tilsammen gav de byerne karakter og et
pulserende dagligliv.