Gyldendal 2020. Hardback, 256 sider. Udgået, men pænt bibliotekseksemplar
Astrid og hendes storesøster Cecilie går begge i gymnasiet. Astrid burde
nyde tiden i 1.g, og Cecilie burde glæde sig til studentertid og
sabbatår. Men Cecilie er syg med angst og har brug for mere og mere
hjælp til at klare selv de mest basale ting. Hele familien er under
stort pres, men selvom alle ofrer sig for at få dagligdagen til at køre
rundt, går Cecilies liv bare mere og mere i stå. Astrid vil gøre alt for
sin skrøbelige storesøster, og den dårlige samvittighed over ikke at
kunne hjælpe ligger som en konstant underlægningsmusik i alt hvad hun
foretager sig. Men da Astrid forelsker sig, begynder livet at folde sig
ud på en ny måde. Pludselig ser hun sig selv og sin familie med nye
øjne. Men kan Cecilie holde til, at Astrid begynder at prioritere sig
selv og følger sine følelser? Og kan man overhovedet blive sig selv uden
at miste nogen eller noget undervejs? 'Kvantespring' er
fortællingen om de bittesmå bevægelser, der driver os længere og længere
fra hinanden – eller tættere på. Bevægelser der har kolossal
indflydelse på vores tilværelse. Og som i sidste ende kan være afgørende
for, om vi finder modet til at springe ud i livet.