Kristeligt Dagblads Forlag 2023. Halvlærred, 659 sider. Pænt, nyt eksemplar
Frederik 3. kan med rette betegnes som Danmarks solkonge. Men hvem var
denne gådefulde, indadvendte og videbegærlige konge? Ph.d. Lars
Christensen udfolder Frederik 3.s personlighed i den første egentlige
biografi i 200 år om Christian 4. søn, som slægtede sin far så lidt på. Frederik
levede fra 1609 til 1670 og var ikke født til at være konge. Da hans
storebror, prins Christian, døde i 1647, blev Frederik kørt i stilling
som tronfølger til Danmark-Norge. Historien om Frederik 3. er således
historien om en konge, der i første omgang slet ikke var udset til denne
post. Det er også historien om, hvordan denne "grimme ælling" voksede
sig stor og imponerende – og endte med at gribe magten som enevældig
konge i 1660 efter et speget politisk spil. Bogens tese er, at kongen
ikke havde en klar plan på forhånd, men på eminent opportunistisk vis
udnyttede de muligheder, der opstod, med hjælp fra nogle få trofaste
mænd. Kongeloven af 1665 er den eneste nedskrevne europæiske forfatning
for et enevældigt styre. Bagtæppet for Frederik 3.s liv og levned er
udviklingen i Europa i 1600-tallet, hvor en stribe lande bevægede sig
mod absolutistisk styre. Danmark-Norge kom her til at være selve
mønsterlandet. Sideløbende blev statsmagterne generelt styrket. Bogen
undersøger også kongens familie og personlighed ud fra tilgængelige
historiske kilder. Hovedvægten ligger på Frederik 3.s politiske virke i
en tid præget af store krige og usikre alliancer i Europa. "Frederik 3."
tegner et levende portræt af en dansk konge, der i en europæisk
brydningstid via en pragmatisk tilgang opnåede tæt på fuldkommen magt.