Aalborg Universitetsforlag 2012. Heftet, 346 sider.
Krimien er traditionelt indskrevet i en moderne samfundsramme, hvor
opklaringen sker ved hjælp af rationelle og empiriske hjælpemidler.
Derfor har krimien gennem mange år været kritisk over for metafysik,
religion og det overnaturlige. Mord og metafysik viser, at
skellet mellem krimi og metafysik ikke er så klart, som det hidtil har
været antaget. En lang række skandinaviske krimier bearbejder nu seriøst
det moderne samfunds fornyede forhold til metafysik. Krimien er ikke
længere afvisende over for tro og overskridelser af fornuften. Religiøse
og overnaturlige forestillinger indgår på linje med efterforskerens
opklaring. Metafysik og religiøsitet har bare ændret karakter og
indhold. Samlet argumenterer Mord og metafysik for, at hvis krimien er
bundet til moderne værdier, og hvis disse værdier har været under
indskrænkning, så må krimien også åbne op for det absolutte, det
guddommelige og det overnaturlige. Mord og metafysik
inddrager titler fra forfatterskaber som Arne Dahl, Elsebeth Egholm,
Stieg Larsson, Håkan Nesser, Sara Blædel, Gunnar Staalesen, Tom Egeland,
Camilla Läckberg, Anne Holt, Peter Høeg, Johan Theorin og mange flere.
Desuden suppleres disse af tv-serier som Rejseholdet, Livvagterne og The
X-files. Disse er alle eksempler på krimier, der på en eller anden måde
inddrager metafysik, religion eller det overnaturlige. Den
akademiske fagfællebedømmer skrev om Mord og metafysik:
»Problemstillingen er original og højst interessant, tilmed også fra et
internationalt forskningsperspektiv. Enkelt udtrykt udreder forfatteren
en central tendens i samtidens kriminalfiktion, som jeg selv ønskede, at
jeg havde opdaget. Der er tale om en læseværdig bog, der også vil være
interessant for en bredere målgruppe uden for det akademiske felt.«