Politikens Forlag 2021. Hardback med smudsomslag, 455 sider. Lette slidspor på omslag
I Kvinde set fra ryggen fortæller Jesper Wung-Sung den gribende historie
om Ida Ilsteds liv. Ida var Vilhelms kone, og vi kender hende ellers
udelukkende fra Vilhelm Hammershøis malerier.
Ida møder
kunstmaleren Vilhelm Hammershøi i 1890, da hendes bror introducerer dem
for hinanden under et sommervisit i deres hjemby Stubbekøbing. Ida og
Vilhelm bliver hurtigt forlovet, men forlovelsen skaber kontroverser i
begges familier: Idas psykotiske mor vil ikke give slip på sin datter,
og Vilhelms fornemme og velhavende mor vil ikke lade Ida stå i vejen for
Vilhelms enestående malertalent. Forlovelsen vækker også opsigt i
Københavns kunstnerkredse, som ikke forstår Vilhelms valg. Ida følger
sin mand på hans jagt efter det helt rigtige lys på rejser rundt i
Europa og i København fra lejlighed til lejlighed, hvor hun i årevis
poserer tålmodigt med blottet nakke og med ansigtet mod væggen. Vilhelms
malerier vinder kun langsomt anerkendelse og berømmelse, og Ida føler
sig til tider fanget i sin mands besættelse af at male. Indimellem
brister hun af ensomhed og frustration over sin skæbne, men inden længe
er hun igen en del af rummets inventar og maleriets motiv.
Jesper
Wung-Sung levendegør på eminent vis Idas indre liv og skæbne i Kvinde
set fra ryggen og føjer nye tankevækkende perspektiver til Vilhelm
Hammershøi smukke og feterede malerier af Ida Hammershøi, født Ilsted.