Modtryk 2013. Stor paperback, 356 sider.
Det store århundrede #2
To unge, elegante gentlemen ankommer en junidag i 1901 til godset
Manningham i det sydlige England. Den ene er lord Albert, som vender
tilbage fra sin ingeniøreksamen i Dresden for at blive slægtens
overhoved. Den anden er Sverre, og de har bestemt sig til et liv sammen.
Der er gået mange år, siden Sverre og hans brødre, Lauritz og Oscar,
voksede op i en fattig fiskerfamilie i Vestlandet i Norge. Deres
usædvanlige tekniske begavelse førte dem til datidens fornemste eksamen
som diplomingeniører fra universitetet i Dresden. Lauritz vendte tilbage
til Norge, Oscar forsvandt til Tysk Østafrika – og Sverre befinder sig
nu med sin elskede lord i det sydlige England, hvor hans kunstneriske
talent blomstrer. De to gentlemen bevæger sig også blandt Londons
kunstnere og bohemer, og den frigjorte Bloomsbury-gruppe sætter sit
aftryk på både tiden og Sverre. Men på samme måde som første
verdenskrig slog hele tilværelsen i stykker for Lauritz og Oscar, rammes
nu Sverre og Albert. Deres verden af skønhed og kunst forvandles til et
helvede.