Jacob Hvid Mikkelsen: Digterkomtessen - og hendes slægt

Nordpress 2019. Stor hardback, 355 sider

Carla Valborg Larsen "von Rosen" (gift Mikkelsen) blev født i Aalborg i 1890, men kom til at leve det meste af sit spændende liv i Agersted. Hun udgav i 1929 "Digte" og "Det gamle hus". Hun kæmpede en livslang kamp for at få lov til at være sig selv og følge sine åndsaristokratiske boheme-tilbøjeligheder. Hun var født ind i en aalborgensisk borgerskabsfamilie, men hun følte sig meget hæmmet af sit opvækstmiljø. Hendes forældre havde en restaurant, en kaserne og en købmandsforretning i Kattevad i Aalborg. Kasernen var et sted, hvor soldaterne lejede sig ind. Der var omkring 30 mand. I restauranten spiste omkring 200 hver dag. Det tog hendes mor sig af, mens hendes far passede købmandsforretningen. Det var et hjem, der snobbede opad. De foregav at være adelige. Tanken var, at børnene skulle fortsætte turen opad i samfundets hierarki. Det var tydeligt, at det var den ældste søn, de satsede på, mens Carla gik sine egne veje sådan. Ifølge hende selv fik hun ikke megen kærlighed i hjemmet og følte sig som det sorte får. De ønskede hende giftet ind i en fornem familie og gav hende en præliminæreksamen, ligesom hun fik privat sprogundervisning. Hun svigtede dem ved at gifte sig under sin stand med en murermester fra Agersted. Desværre fandt hun ikke lykken, hverken i sit ægteskab eller i Agersted, og som forfatterinde opnåede hun heller ikke den berømmelse, hun havde drømt om.

125,00 kr.
pris med moms uden forsendelsesomkostninger