Gyldendal 2011. Hardback med smudsomslag, 431 sider.
Endnu
en gang har Isabel Allende begået en farverig, historisk roman, denne
gang om slaveriet i den franske kolonistat Sainte-Domingue, der siden
blev Haiti. Historien udspiller sig mellem 1770 og 1810.
Haitis historie er lang og broget. Da den blev "opdaget" af Columbus,
som kaldte den Hispaniola, var den beboet af indianere, som blev næsten totalt udryddet på 50 år. I
1600-tallet blev øen erobret af franske pirater, som kaldte den
Sainte-Domingue, og under fransk herredømme blev den plantet til med
sukker- og bomuldsplantager og befolket af afrikanske slaver. I 1791
udbrød et slaveoprør, som blev slået ned af britiske og spanske tropper.
Det lykkedes slaverne at smide briter og spaniere ud, og øen blev
selvstændig. Men kun indtil 1802, hvor Napoleon invaderede øen, kun for
få år senere at trække sig ud igen. Fra 1804 blev øen endeligt
selvstændig under navnet Haiti.
Det er på baggrund af disse begivenheder, historien om den franske
adelsmand Toulouse Valmorain og slavinden Tété oprulles.
Toulouse Valmorain tager i 1770 til Sainte-Domingue, hvor hans far ejer
en sukkerplantage. På naboøen Cuba finder han sig en kone, Eugenia, og
hun får naturligvis en tjenestepige, slavinden Tété. Valmorain får to
børn - Maurice med Eugenia, som efterhånden bukker under for vanvid, og
Rosette med Tété, som han helt efter skik og brug har forgrebet sig på.
Tété bliver mor for dem begge, og Maurice og Rosette vokser op side om
side. De forelsker sig i hinanden med katastrofale konsekvenser.
Tété selv forelsker sig i slaven Gambo, som stikker af fra plantagen og
slutter sig til oprøret. Oprørshæren brænder Valmorains plantage af, og
Gambo vil redde Tété ud - men hun vil ikke med uden børnene, og Gambo må
også tage Valmorain med i købet.
Tété, Valmorain og de to børn flygter til New Orleans. Men deres
trængsler er langt fra forbi ...