Gyldendal 2022. 1. udgave, 1. oplag. Hardback med smudsomslag, 564 sider. Pænt, nyt eksemplar.
Sonja er en ener. Som ung kvinde i overklassen i 1930'erne er hendes
liv stort set lagt til rette på forhånd, men hun har ikke tænkt sig at
indrette sig efter konventionerne. Hun vil være kunstner. Mod sin mors
vilje søger hun optagelse på en københavnsk kunstskole og tumler
hovedkulds ind i avantgardens brus af utæmmet kreativitet, fornyelse og
frisindede eksperimenter. Altings midtpunkt er den karismatiske og
rebelske Richard Mortensen, og Sonja bliver forelsket. Men som kvindelig
kunstner er det tæt på umuligt at blive hørt, og hun må tage et valg:
Enten må hun spille sikkert og affinde sig med et liv i periferien,
eller også må hun satse alt, trodse de dystre krigsudsigter og rejse til
Paris for at forbinde sig med noget større og finde sin stemme – som
kvinde, kunstner og kriger. KRIGER UDEN MASKE er en dramatisk og
engagerende skæbnefortælling om den unge billedhugger Sonja
Ferlov Mancoba (1911-1984), en af de mest betydningsfulde danske
modernister. Hanne-Vibeke Holst har som den første fået adgang til
hendes efterladte papirer, bl.a. breve, fotografier og dagbøger, og med
det som afsæt skrevet en roman om Sonja Ferlov Mancobas viljestærke
ungdomsår, om hendes længsel efter frihed og hendes kompromisløse kamp
for kærligheden og for at skabe universel kunst, der kan forene en
menneskehed splittet af krig.