Boglubben 2001. Hardback, 270 sider. Pænt, nyt eksemplar
Året er
1199, det er korstogenes og krigenes tid. Valdemarerne tager på togter i
syd og øst, men hjemme i Danmark er hungersnøden aldrig langt væk,
sygdom har stor magt, og på samfundets bund må man leve med angsten for
herremandens voldsomme straffe og kirkens trusler om skærsild og
helvede. Karen og Kirsten er døtre af rigmanden Agge Nielsen fra Kvesborg. Karens hu står
til fromhed og fordybelse, mens Kirsten er forlystelsessyg og gerne vil
giftes rigt. Da herre Iver fra Osborg foreslår ægteskab mellem de to
familier, bliver det derfor Kirsten, der troloves med hans søn og
arving. I nogle år får Karen lov at prøve klosterlivet og fordybe
sig i læren om helbredende planter, men da den tid kommer, hvor hun
ikke længere kan afvise giftermål, accepterer hun en trolovelse med
Magnus, arving til den velhavende Laustgård og som Karen tiltrukket af
religionen. Moderen og søsteren foragter hende for at gifte sig under
sin stand, men Karen går glad i gang med at lære de færdigheder, der
kræves af en husfrue i disse kår. Som årene går, vokser gårdens
velstand, og Karen bruger flittigt sin viden om lægeurter til gavn for
høj som lav. Laustgårdens fremgang og Karens gode virke bringer hende
dog kun på dårligere fod med moderen og søsteren. Samtidig kommer hendes
forhold til kirken i krise, da det går op for hende, at klostrene frem
for at vise næstekærlighed i en tid, hvor hungersnøden rammer den
fattige befolkning uden nåde, kun skiller sig af med deres rigelige
forråd mod god betaling i sølv og guld.