Hans Reitzels Forlag 2002. Heftet, 265 sider.
Denne bog vil få læseren til at tænke over sproget på en helt ny måde.
For metaforer er ikke forbeholdt poesien eller retorikken, hævder Lakoff
og Johnson, de er en del af hverdagens sprog, og de påvirker måden vi
tænker, opfatter og handler på. Tag den begrebsmæssige metafor
DISKUSSION ER KRIG. Vi siger: "Jeg slog hårdt ned på alle svage punkter i
hans oplæg", "Hendes kritik ramte plet", "Han skød min teori i sænk".
Men som forfatterne skriver, "Det er vigtigt at forstå, at vi ikke bare
taler om diskussioner vha. udtryk, der har med krig at gøre. Vi kan
faktisk vinde eller tabe diskussioner. Vi betragter den person vi
diskuterer med, som vores modstander. Vi angriber hans holdninger, og vi
forsvarer vores egne ... I den forstand er metaforen DISKUSSION ER KRIG
en vi lever med i vores kultur; den strukturerer de handlinger vi
udfører, når vi diskuterer." Lakoff og Johnson hævder dermed, at
metaforen er selve grundlaget for vores måde at opfatte verden på.
Hverdagens metaforer er fra 1980, men er allerede blevet en
sprogvidenskabelig klassiker. Bogen, der nu for første gang foreligger
på dansk, er et vigtigt bidrag til hvad der i dag anses for at være den
mest produktive metaforteori.