A Mock Book 2024. Heftet, 293 sider
Ernest Callenbachs science fiction-klassiker Økotopia handler om et
samfund baseret på et anti-materialistisk fællesskab i pagt med naturen.
Callenbachs spekulative vision om et andet USA – og en anden verden –
har aldrig været mere aktuel end i dag, og de utopiske forestillinger i
denne kultbog fortsætter med at inspirere nye generationer. Vi
er i året 1999. Siden 1980, hvor den nordvestlige del af USA rev sig
løs fra resten af Amerika og dannede Økotopia, har befolkningen her
levet isoleret og opbygget et nyt samfund på et økologisk grundlag. Det
er endelig lykkedes journalisten William Weston at få tilladelse til at
rejse til Økotopia og som den første amerikaner siden løsrivelsen at
studere og rapportere fra det økotopiske samfund. Som
en anden Gulliver er Will til tider skræmt, til tider overvældet af de
fremmede livsformer og de følelsesladede oplevelser med økotopikerne.
Han opdager et samfund, der på fantastisk vis har formået at styre den
økologiske og teknologiske udvikling. Et samfund, hvor forurening og
ressourcespild er standset, hvor udbytning og undertrykkelse er
historie, og hvor fællesskab, spontanitet og lighed mellem kønnene og
alt levende er blevet en del af livet. Callenbachs Økotopia er
en politisk og social utopi, der har inspireret en lang række af
samtidens store science fiction-forfattere, herunder Kim Stanley
Robinson, David Brin, Marge Piercy og Ursula K. Le Guin.