Samfundslitteratur 2025. Heftet, 223 sider.
Kirkemødet
i Nikæa i år 325 er den mest betydningsfulde enkeltstående kirkelige
begivenhed i hele den kristne historie. Det er et voldsomt udsagn, men
det er der mange gode grunde til. Det er på dette kirkemøde, at
hovedlinjerne i, hvad de kristne tror på, bliver lagt fast. Et
fundament, som stadigvæk står, og som fejrer sit 1700-års jubilæum i 2025 verden over. På trods
af denne afgørende betydning, så er teksterne fra kirkemødet meget lidt
kendte i Danmark og selve mødets omstændigheder, beslutninger, debatter
og eftervirkninger ofte overset. De er som en ubemærket understrøm
gennem de kristne kirker, og kirkemødet er endt som en myte og et
slagord for kristen enhed. Bogen giver en
introduktion til dannelsen af de tidlige kirkers hierarki,
beslutningsprocesser og retslig tradition, myterne om Nikæa samt
efterspillet til kirkemødet, hvor bestemmelserne fra mødet blev grundlag
for kirkens teologi og trosforestillinger. Denne
bog er den første danske oversættelse af de nikænske tekster. Herudover
er den forsynet med en udførlig kommentar, introduktion og
kontekstualisering af mødet baseret på de historiske kilder. Bogen giver
en dansk læser muligheden for at læse nogle af kristendommens
grundtekster – de nikænske tekster – i en ny og mundret dansk
oversættelse – og muligheden for at forstå teksternes ophav, sammenhæng
og ordvalg.