Forlaget Jernspurv 2019. Heftet, 107 sider. Udgået, men pænt bibliotekseksemplar - dog mærkat på forsiden.
Anette Leck Bachmanns stil er minimalistisk og præcis og henvender sig
til en læser, der kan læse mellem linjerne. Der er en vidunderlig enhed
og originalitet i Leck Bachmanns noveller som får én til at tænke på
Samuel Beckett og den norske Kjell Askilsen, som også tematiserer
menneskets (håbløse?) opgave med at fylde livet med mening. Fortælling
efter fortælling indføres vi i et hverdagsdrama i et næsten hermetisk
lukket univers, hvor jeg´et foretager små raids i kvarteret, på caféen
og i supermarkedet. Et jeg der er hyper følsomt overfor den mindste
rørelse og som efterlader læseren på en gang løftet af sprogets fine
æstetik og foruroliget af den mangel på mening og uafgjorthed,
novellerne ender med.