Expressivonium 2004. Hardback med digte og tekster samt lyd-cd.
Andersen i starten af trionavnet hedder Hans Christian til fornavn. Ja,
dén H.C., og hans digte har Ulle Bjørn Bengtsson og Hans Sydow tonesat på
'Rime-Djävelen'.
En 199-årig fynbo med en kløvet, smertende sjæl, blus på rastløsheden og
en pokkers kæk rimedjævel i marv og ben. D'herrer Bengtsson og Sydow
har skabt en række moderne viser, som hverken forsager forandring eller
folkelighed. Grooves, blippen, redigeringer, manipuleringer,
diktafonbetroelser.
Men også en strygertrio og en klarinettist. Og en sangskrivning i en
åre, hvorigennem Tom Waits', Fläskkvartettens og efternavnebror Bennys
& Povl Dissings passioner også pulserer.
Bulet, krassende og elektronisk visefortolkning med nordiske rødder.
Mens Sydow styrer laptop, sampler, synth, står Bengtsson ved mikrofonen. (Politiken 15. april 2004)
I morgen ville H.C. Andersen være fyldt 199 år. I den anledning udkommer Rime-Djävelen, en kombineret cd og bog, der
indeholder moderne og højaktuelle fortolkninger af H.C. Andersens digte i
elektroniske, rytmiske og klassiske arrangementer. Cden er komponeret,
arrangeret og produceret af Ulle Bjørn Bengtsson (sang og deklamation)
og Hans Sydow (sampler, synthesizer og laptop), der tilsammen levendegør
H.C. Andersens lyrik i tråd med cden Glimtvis fra 1998, hvor lydrummet
omkring Tom Kristensens poesi fyldtes ud. (Information 1. april 2004)