Gladiator 2018. Heftet, 352 sider. Udgået men pænt bibliotekseksemplar
Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle
bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste
årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år
efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og
Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et
lille jysk samfund. Romanen, der følger en lille lærerfamilie,
præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op:
Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket
inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det
dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken
fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie,
et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og
hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet
sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske
forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens
forlag skrev, "Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst,
Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi
Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu
husker jeg det". Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er
Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt
ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog
repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al
sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske.
Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke
en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere,
skildrer Lütken dem der 'ikke bare kan', dem for hvem livet er sværere
end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk
indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i
Danmarks litteraturhistorie.