Politikens Forlag 2024. Hardback med smudsomslag, 442 sider
Sommerfuglens stemme er en medrivende og barsk slægtshistorie om den
jødiske Koppelman-familie, om at stifte familie og forbinde sig til
hinanden, om nedarvede traumer - og om musikkens forløsende potentiale.
1943.
Den talentfulde 24-årige operasanger, Ruth Koppelman, sendes til
Theresienstadt, en af nazisternes gudsforladte lejre. Her holder
kærligheden til musikken hende oven vande - og så en spirende
forelskelse i en smuk ung mand. Et halvt århundrede senere indtaler Ruth
fra sit jødiske plejehjem i New York sin historie til en knirkende
kassettebåndoptager.
2015. 40-årige Alexander kæmper med en
fastlåst sangkarriere og et fertilitetsforløb med sin kæreste, Gry, som
bare ikke vil lykkes. Hans umulige mor, musicalstjernen Lillian, blander
sig i tide og utide med formaninger og gode råd - kun når det gælder
hendes eget ophav, er hun tavs som graven. Men en dag finder Alexander
to små kassettebånd på Lillians loft, adresseret til ham. En stemme fra
fortiden knitrer ham i møde.